Se nyhedsbrevet online her
 
 
 
 
 
 
         
     

Nyhedsbrev nr. 11 - Maj 2020

Kære læser

I Nyhedsbrevet kan du læse om de nyeste tiltag på diplomuddannelsen til turistfører – populært kaldet Turistføreruddannelsen – og om aktuel turismeforskning i tilknytning til professionen.
 
Dette maj-nummer 2020 forholder sig til den historiske situation med først nedlukning af det danske samfund og nu genåbningsfaser under den aktuelle Coronakrise.
 
Traditionen tro bringer vi på denne årstid et fællesfoto af årets nye turistførere, som slutter diplomuddannelsen ultimo april. Bøgen er for længst sprunget ud, mens de kommende guider stadig mangler at gennemføre bus- og diplomprøverne. Universiteterne må først åbne for studieaktiviteter i august måned, men der er nu blevet åbnet for at ”eksaminer med krav om fysisk fremmøde” kan gennemføres. Og det gør de praktiske prøver på diplomuddannelsen! Derfor arbejder vi på, at turistførere årgang 2020 kan afslutte uddannelsen i løbet af juni måned. Så udsender vi et ekstraordinært nyhedsbrev!
 
I skrivende stund afventer vi den endelige godkendelse fra universitetets ledelse. Studieaktiviteterne tæller med i de formelle kvoter (= antal personer) som må have fysisk fremmøde i et givent tidsrum – og det er uafhængigt af om studieaktiviteterne foregår indendørs på RUC, i en bus i København eller på en slentretur langs kajen. Ledelsen på RUC skal følge de ministerielle retningslinjer!
 
I Nyhedsbrevet fortæller vi om nye virtuelle studieaktiviteter under nedlukningen og vi høster også erfaringer med den nye studieordning. Vi holder informationsmøde om næste optag tirsdag den 26. maj og det foregår i år virtuelt. Du kan læse om det nu afsluttede forsknings- og udviklingsprojekt ”Innovation og udvikling af bæredygtig bynær naturturisme” (forkortet INUT) og om hvilke aftryk projektet har sat på uddannelsen? Vi følger op med en serie workshops, der sætter fokus på omstilling af turismen i lyset af Coronakrisen – finansieret af Fonden for Entreprenørskab. Vi henviser også til et eksternt netværksmøde i INVIO-regi for tur- og oplevelsesdesignere og herunder guidevirksomheder med CVR-nummer.
  • Status under Coronakrisen
  • Studieordning justering – optag 2019
  • Informationsmøde om næste optag den 26. maj
  • Afslutningskonference og aftryk fra INUT-projektet
  • Fonden for Entreprenørskab – nyt projekt
  • INVIO-events den 9. juni og 10. juni
 
 
”Den virale tur - epidemivandring med Pest, Kolera og Corona”. Pestdoktoren tager masken på og gennemfører en guidet tur for grupper på max. 9 deltagere i formation. Byvanddring.nu v. Paul F. Hartvigson. Foto Thomas Warburg.

Status under Coronakrisen

Danmark lukkede som bekendt ned med ganske kort varsel. På studiet nåede vi lige at afslutte de to valgfrie moduler i de første uger af marts. For første gang gennemførte vi modulet ”Entreprenørskab inden for tur- og oplevelsesdesign”. Det foregik i et fagligt samspil med modulet ”Innovativ tur- og oplevelsesdesign” og alle studerende nåede at præsentere deres projektidéer over for repræsentanter fra branchen – i ”løvens hule”. Dette dynamiske møde skabte igen gensidige forventninger til at omsætte de nye koncepter og kompetencer i praksis. Derfor var kontrasten til at få øje på, da landet lukkede ned ugen efter. BUM! En ren mavepuster.
 
Det første vi lukkede ned på studiet blev den praktiske træning i bus og på slentreture. Vi kom relativt hurtigt i gang med at afholde virtuelle møder i teams. Projektvejledning, faglige oplæg og møder kan fungere ret så effektivt virtuelt. Denne nye praksis for undervisere og studerende har nogle kvaliteter, som vi vil indlejre i studieaktiviteterne fremadrettet.
 
At guide i en bus kan i et vist omfang trænes virtuelt. Vi har for nogle år siden fået optaget en buskørsel langs Strandvejen samt byture på videoer, som de studerende kan bruge til selvstudier. Se et eksempel på dette her
 
Men videoerne kan aldrig erstatte den totale oplevelse, der ligger i at guide rumligt og tilpasse såvel det sete som det uforudsete i et dynamiske samspil med gæsterne.
 
Hvad er det så for et marked turistførere årgang 2020 træder ind i? For to år siden åbnede vi i studieordningen for at ”dansk” blev et adgangsgivende arbejdssprog ved optag på uddannelsen. Vi ville gerne inkludere den danske målgruppe i studieaktiviteterne, da danskere står for halvdelen af turistovernatningerne i Danmark. Tidligere har uddannelsen alene fokuseret på de udenlandske målgrupper. 
 
I vores vildeste fantasi kunne vi ikke forudse, at Staycation i sommeren 2020 bliver det nye sort, når danskerne forbliver og efterspørger turistprodukter i Danmark. Til gengæld ser det anderledes sort ud med hensyn til antallet af udenlandske turister. Krydstogtturismen er helt i bund og flytrafikken forbliver begrænset! Derfor er nærmarkederne, som i forvejen vægter tungt i dansk turisme, ekstra vigtige i år.
 
Incomingbranchen er målt i valuta et eksporterhverv, som henter udenlandske ferie- og erhvervsturister/ konferencer til landet og skaber arbejdspladser lokalt. Den del af rejsebranchen har pt. ikke fået samme opmærksomhed mht. hjælpepakker, som de rejsebureauer, der sender danskere ud af landet (målt i valuta = import). Incomingbranchen og de virksomheder, der har udenlandske gæster som målgruppe, er ekstra hårdt ramt lige nu og helt afhængige af grænsernes åbning: Hvornår og hvordan? Og under hvilke betingelser?
 Allerede nu et historisk foto: Turistfører Jeannie Krysiak guider en lille gruppe på ni deltagere inkl. guide og fotografen rundt april 2020. Temaet for turen er besættelsen på Christianshavn og udbudt af Byvandring.nu. Afstandskravet er i nuværende genåbningsfase sat ned til en meter.
 
 

Studieordningens justering - optag 2019

Studieordningen diplomuddannelsen til turistfører bliver løbende opdateret og tilpasset såvel nye behov og trends på markedet som ny lovgivning på området. Det foregår i dialog med repræsentanter fra branchen i en ekstern fagstyregruppe, som indtil nu har mødtes to gange årligt. Intern evaluering af studieaktiviteter samt forskning- og udviklingsarbejde spiller andre vigtige roller i opdateringen.
 
En kort opsummering for læsere, der ikke kender til uddannelsen: Turistførere i Danmark er gennem mere end 25 år blevet uddannet på RUC. Uddannelsen blev etableret i tæt samarbejde med branchen i 1994 og er i dag en 1-årig diplomuddannelse for voksne, hvilket målt i arbejdsindsats er 60 ECTS (europæisk målestok).  I niveau svarer den til en bacheloruddannelse. Uddannelsen tager konkret afsæt i professionen og bygger kernekompetencerne op gennem fem obligatoriske moduler (40 ECTS), et valgfri modul (5 ECTS) og et afgangsprojekt (15 ECTS). 
 
De obligatoriske moduler, der er målrettet guidernes kernekompetencer, udgør fortsat 2/3 af uddannelsens studieaktiviteter. Det valgfri modul er også et obligatorisk, men her kan de studerende vælge mellem at arbejde innovativt med nye koncepter eller forretningsmodeller og entreprenørskab. Rammerne for afgangsprojektet blev ændret i 2019, så de studerende nu kan fordybe sig fagligt i et selvvalgt område i relation til professionen som guide. Det matcher et dynamisk marked, der i stigende grad efterspørger specialiserede og skræddersyede produkter.
 
Indtil nu har alle turistførere, der har gennemført uddannelsen på RUC, været til en afsluttende praktisk prøve med en bytur i bus. De studerende, som blev optaget på deltid i 2018, bliver derfor det sidste hold, der i 2020 slutter uddannelsen af med den for de RUC-uddannede turistførere velkendte praktiske prøve. Fremadrettet indgår byturen med bus til gengæld i et særskilt nyt obligatorisk modul på 10 ECTS tidligere i studieforløbet.
 
Den nye format på afgangsprojektet betyder, at guiderne i studietiden kan brede viften af transportformer ud til fods/lands, til vands og måske også i luften. Studieordningen lægger op til en større mangfoldighed og nye perspektiver for den diplomuddannede guide i Danmark. Modulopbygningen i diplomuddannelsen kan samtidig tilgodese ønsker om efter- og videreuddannelse inden for tur- og oplevelsesdesign for øvrige aktører i branchen.  
 
De studerende, som blev optaget på fuldtid i 2019, skal som de første til prøve i det nye format for afgangsprojekter. I skrivende stund er afgangsprojekterne blevet afleveret, men prøverne mangler. I næste nyhedsbrev ultimo juni vil de studerende kunne præsentere deres projektemner med vinkler og pointer i afgangsprojekterne.  Vi kan allerede nu løfte lidt af sløret og fortælle, at to grupper forholder sig til bæredygtig turisme og en gruppe skriver om begrebet autenticitet og autentiske oplevelser. De to sidste grupper arbejder dels med museumsguidning, dels med den skotske model for organisering af guider.   
 
Læs mere om uddannelsens opbygning på hjemmesiden her
 

Informationsmøde om næste optag den 26. maj

Det planlagte informationsmøde om næste optag på diplomuddannelsen foregår i år virtuelt tirsdag den 26. maj kl. 15:30-17:30. Det er på kronprinsens fødselsdag! Tilmelding til mødet sker på uddannelsens hjemmeside www.ruc.dk/turist hvor du kan læse mere om uddannelsens indhold og opbygning i moduler. 
 
Uddannelsen kan gennemføres enten fuldtid på et år eller på deltid over to eller flere år. Sidstnævnte er især for studerende, som vil kombinere studiet med erhvervsarbejde eller andet arbejde. På hjemmesiden er miniportrætter af tidligere studerende, som fortæller om deres erfaringer med uddannelsen og erhvervet. Der er også links til de tidligere nyhedsbreve, som fortæller om udviklingen af uddannelsen og faget.
 
Alle interesserede, der tilmelder sig informationsmødet, vil elektronisk få tilsendt et link, som man logger på med – og en kort vejledning. Det virtuelle møde vil foregå i teams.  Vi rundsender også materialer på forhånd til de tilmeldte. Vi opfordrer alle, som gerne vil vide mere om uddannelsen og erhvervet at melde sig til mødet.  Alle er velkomne.  
 
Ansøgningsfristen er den 15 juni, hvorefter alle ansøgere for svar på om de får tilbudt en studieplads senest den 1. juli. På grund af Coronakrisen kan vi i år forudse, at ansøgningsrunden bliver udvidet fordi der fortsat er mange usikkerhedsmomenter. I skrivende stund planlægger vi studiestart den 11. august. Universiteterne er sat til at åbne pr. 1. august, dog vides det endnu ikke i hvilket omfang? Derfor må vi også her afvente udviklingen i genåbningsfaserne før vi kan melde endeligt ud. En studiestart fordrer et fysisk fremmøde og det vil vi holde fast i.
 
Denne poster blev præsenteret på afslutningskonferencen for INUT i november 2019 og illustrerer hvilke aftryk projektet har sat på diplomuddannelsen til turistfører. Posteren giver eksempler på de temaer, som de studerendes konkret har valgt at arbejde med i et valgfri modul eller et diplomprojekt.

Afslutningskonference og aftryk fra INUT-projektet

Gennem tre år har diplomuddannelsen været med i forsknings- og udviklingsprojektet ”Innovation og udvikling af bæredygtig bynær naturturisme” (forkortet INUT).  Det har vi løbende informeret om i nyhedsbrevene de sidste tre år.  Afslutningskonferencen blev holdt på Københavns Universitet i november 2019 og her fremlagde vi gennem oplæg og postere, hvilke aftryk projektet har sat på diplomuddannelsen? Den ene af posterne er gengivet her i nyhedsbrevet.
 
De to nye moduler inden for innovation og entreprenørskab og fokus på den danske målgruppe er allerede blevet nævnt flere gange. De valgfri moduler udgør et kompetenceløft, der understøtter guidernes dynamiske tilgang til markedet, som turdesignere og –udbydere. Det bæredygtige perspektiv indgår i RUCs overordnede strategiplan og er derfor også blevet indarbejdet i turistførernes kompetenceprofil ved opdateringen af studieordningen. Her har uddannelsens deltagelse i INUT-projektet skabt en solid grobund for at udfolde det bæredygtige perspektiv i studieaktiviteterne.
 
Det er ikke nyt, at turistførere formidler om bæredygtige tiltag, klimaløsninger, cykelkulturen etc. Det er basisviden for en uddannet guide. Det afgørende nye er, at alle diplomuddannede guider får udvidet værktøjskassen til professionelt også at kunne forholde sig dynamisk til turisme og bæredygtighed.  Det handler både om guidens interaktion med turisterne og lokalsamfundet og om guidernes faglige engagement i branchen.
 
Som afsluttende formidling af INUT har forskerne på tværs af de fire arbejdspakke samlet viden og resultater i publikationen ”Strategi og værktøj til udvikling af økoturisme i Danmark – med afsæt i bynære parker”.  Den er elektronisk offentligt tilgængelig og kan tjene som inspiration for andre turismeaktører, planlæggere og studerende i Danmark. Forskerne udtrykker dette således:
 
”Vi præsenterer i denne rapport en række tiltag for at sætte skub i bæredygtig turisme i Danmark – afgrænset til såkaldt ’bynær økoturisme’ mellem byer og nærliggende parker. Økoturisme er bæredygtig turisme i naturområder med gavn for naturen og lokalområdet, og med en læring for både turister og udbydere om bæredygtig adfærd".
 
 
 
Link til hele rapporten her
 
Forskerne har gennem de sidste tre år skrevet artikler og deltaget i internationale konference, hvor INUT er blevet præsenteret. Disse materialer kan hentes på universiteternes hjemmesider under den enkelte forsker.  Materialer om projektet findes også på projektets hjemmeside her

Fonden for Entreprenørskab

Det nye modul på diplomuddannelsen ”Entreprenørskab inden for tur- og oplevelsesdesign” fordrer, at lærerkræfterne også er klædt på til dette specifikke fagområde. Coronakrisen har med et dybt hug givet turisme- og hele oplevelsessektoren helt nye udfordringer.  ”Tourism from Zero” og ”Kreativ destruktion i oplevelsessektoren” er blot nogle af de overskrifter, som turismeforskere har brugt i pressen. Derfor søgte vi i april måned midler hos Fonden for Entreprenørskab til at videreudvikle feltet målrettet den aktuelle situation.
 
Projektet ”Omstilling til bæredygtig turismeudvikling i lyset af Coronakrisen” har fået bevilliget kr. 85.000 til at afholde en række workshops og indarbejde den aktuelle viden i studieaktiviteterne på diplomuddannelsen og andre uddannelser.
 
I ansøgningen har vi genbrugt de gode erfaringer fra INUT-projektet med hensyn til at samle ret forskellige aktører i workshops. I ansøgningen skriver vi:
 
” I udviklingsprojektet indgår i efteråret 2020 fem tematiske workshops på 3.5 timer i perioden den 1. august 2020 til januar 2021. Disse workshops foregår som et samspil mellem forskere/undervisere og praktikere. Formålet er at formidle og udveksle viden mellem faggrupperne - herunder opspore den aktuelle praksisnære viden (…)  Den primære målgruppe er praktikere fra små og mellemstore virksomheder inden for tur- og oplevelsesdesign. Målgruppen inkluderer også dem, der er i en opstarts- eller netop er i en omstillingsfase.  Omfanget er 20-25 deltagere ad gangen i en workshop. De bliver afholdt dels på RUC, dels "ude on location".
 
Projektleder er uddannelsesleder Susanne Haraszuk. Ekstern lektor Paul Hartvigson får en koordinerende funktion. Forskerne Jane W. Meged og Jesper Holm er også gengangere fra INUT-projektet og medforfattere til ovennævnte strategirapport. De nye projekt har således faglige rødder i INUT med specifik fokus på omstillingen til bæredygtig turisme og entreprenørskabdelen. Derudover indgår vejledere og oplægsholdere fra de valgfri moduler i de nævnte workshop, så ny viden og erfaringer bliver indlejret i lærergruppen og tjener som kollektiv efteruddannelse.  
 
I Nyhedsbrevet i juni måned vil vi kunne sætte datoer og indhold på de fem workshops. Nærmere information fås hos Susanne Haraszuk på susanhar@ruc.dk   
 
 
 

INVIO-events den 9. juni og den 10. juni

INVIO er ifølge hjemmesiden ”et dansk innovationsnetværk for oplevelsesøkonomi. Netværket er støttet med midler fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, Styrelsen for Forskning og Innovation, og er et af 22 nationale innovationsnetværk. Formålet med de danske innovationsnetværk er bl.a. at hjælpe virksomheder med at finde samarbejdspartnere blandt dygtige forskere, andre virksomheder og eksperter i både Danmark og udlandet”.  
 
Et af netværkene er målrettet tur- og oplevelsesdesignere i Danmark. Netværket har gennem et par år haft en base på RUC i form af en projektmedarbejder. Netværket er formelt set ikke knyttet til diplomuddannelsen til turistfører, men med et fælles fokus på tur- og oplevelsesdesign har såvel turistførere som uddannelsens studerende deltaget aktivt i de udbudte workshop. Målgruppen i netværket er private virksomheder, som har et CVR.nr., og det har flere af uddannelsens studerende før de søger optag.
 
Aktuelt er der to events i netværket med et tematisk overlap til aktiviteter på diplomuddannelse, men åbent for alle tur- og oplevelsesdesignere. Begge events forholder sig til tur- og oplevelsesdesign med en walktur og et webinar i Coronakrisens fodspor.
 
Den første event foregår tirsdag den 9. juni kl. 17-19 på Nørrebro, som en walkshop – en  omvandrende workshop – hvor guiden både formidler og faciliteter refleksioner undervejs. Titlen på walkshoppen er ”Nordvest på kanten”.  Der er to parallelle ture med max. 9 deltagere – i alt 18 deltagere.  Turene faciliteres af Byvandring.nu.   Dagen efter den 10. juni afholdes et Webinar kl. 15-17:30, hvor der er plads til alle interesserede. Webinaret bliver indledt med et oplæg fra turismeforsker Jane W. Meged med titlen: COCID-19s betydning for tur- og oplevelsesdesignere – udfordringer og muligheder”. I den efterfølgende workshop med aktiv deltagelse indgår refleksionerne fra Walkshoppen den 9. juni. Derudover er turistfører Mette Thornval fra Københavnerture.dk inviteret med for fortælle om, hvordan guidevirksomheden i garage har håndteret udfordringerne under nedlukningen og nu forbereder sig til genåbningen af Danmark.
 
Begge events er gratis, men kræver en formel tilmelding. Deltagere med CVR.nr. har fortringsret til walkshoppen, mens webinaret er åbent for både jer, der har noget på hjertet om tur- og oplevelsesdesign i Conorakrisens fodspor eller måske blot vil være med på en lytter.  
 
Læs mere - tilmelding her:  
 
 
Det nye modul på diplomuddannelsen ”Entreprenørskab inden for tur- og oplevelsesdesign” fordrer, at lærerkræfterne også er klædt på til dette specifikke fagområde. Coronakrisen har med et dybt hug givet turisme- og hele oplevelsessektoren helt nye udfordringer.  ”Tourism from Zero” og ”Kreativ destruktion i oplevelsessektoren” er blot nogle af de overskrifter, som turismeforskere har brugt i pressen. Derfor søgte vi i april måned midler hos Fonden for Entreprenørskab til at videreudvikle feltet målrettet den aktuelle situation.
 
Projektet ”Omstilling til bæredygtig turismeudvikling i lyset af Coronakrisen” har fået bevilliget kr. 85.000 til at afholde en række workshops og indarbejde den aktuelle viden i studieaktiviteterne på diplomuddannelsen og andre uddannelser.
 
I ansøgningen har vi genbrugt de gode erfaringer fra INUT-projektet med hensyn til samle ret forskellige aktører i workshops. I ansøgningen skriver vi:
 
” I udviklingsprojektet indgår i efteråret 2020 fem tematiske workshops på 3.5 timer i perioden den 1. august 2020 til januar 2021. Disse workshops foregår som et samspil mellem forskere/undervisere og praktikere. Formålet er at formidle og udveksle viden mellem faggrupperne - herunder opspore den aktuelle praksisnære viden (…)  Den primære målgruppe er praktikere fra små og mellemstore virksomheder inden for tur- og oplevelsesdesign. Målgruppen inkluderer også dem, der er i en opstarts- eller netop er i en omstillingsfase.  Omfanget er 20-25 deltagere ad gangen i en workshop. De bliver afholdt dels på RUC, dels "ude on location".
 
Projektleder er uddannelsesleder Susanne Haraszuk. Ekstern lektor Paul Hartvigson får en koordinerende funktion. Forskerne Jane W. Meged og Jesper Holm er også gengangere fra INUT-projektet og medforfattere til ovennævnte strategirapport. De nye projekt har således faglige rødder i INUT med specifik fokus på omstillingen til bæredygtig turisme og entreprenørskabdelen. Derudover indgår vejledere og oplægsholdere fra de valgfri moduler i de nævnte workshop, så ny viden og erfaringer bliver indlejret i lærergruppen og tjener som kollektiv efteruddannelse.  
 
I Nyhedsbrevet i juni måned vil vi kunne sætte datoer og indhold på de fem workshops. Nærmere information fås hos Susanne Haraszuk på susanhar@ruc.dk