Se nyhedsbrevet online her
 
 
 
 
 
 
         
     

Kære læser

 
Nyhedsbrev nr. 18 sætter fokus på vores sidste nye uddannede Turistførere. Samtidig må vi desværre meddele, at dette bliver det sidste hold på Turistføreruddannelsen på RUC, idet uddannelsen er under afvikling. Der arbejdes på at der kommer en ny løsning med at uddanne nye guider, læs mere om de kommende tiltag sidst i nyhedsbrevet.
 
 
En æra er forbi – efter at have været vært for Turistføreruddannelsen i mere end 30 har RUC’s ledelse besluttet at afvikle universitetets eneste diplomuddannelse. Turistførerforeningen fejrede for nylig deres 90-års fødselsdag, og hvordan turistførere er blevet uddannet og opnået autorisation, eller som det hedder nu diplom, har ændret sig meget gennem alle disse år.
 
Da uddannelsen kom til RUC, var det i starten et erhvervskursus, der ad åre blev transformeret til en diplomuddannelse.  Dengang tænkte RUC at Turistføreruddannelsen skulle bane vejen for flere diplomuddannelser på universitetet, men det skete ikke. Udviklingen overhalede os indenom og diplomuddannelserne ligger i dag på University Colleges samt Erhvervsakademierne. RUC har været glad for værtskabet, og vi bragte altid liv med vores sammensatte gruppe af studerende og vores mange udadvendte faglige og ofte festlige aktiviteter. Det har været en spændende rejse, hvor vi har haft hundredvis af studerende, der i langt de fleste tilfælde har fået en uddannelse, der har haft stor betydning for deres liv.
 
Som den sidste uddannelsesleder på Turistføreruddannelsen på RUC vil jeg gerne takke alle nuværende som tidligere kolleger på RUC, eksterne undervisere, samarbejdspartnere fra erhvervet, turismens organisationer, tidligere studerende ja hele den store gruppe af mennesker som udgør Turistføreruddannelsens bagland. Som en professionsuddannelse, har vi har altid udviklet os i tæt dialog med omverden, og sådan vil det også fortsætte. I takt med nye markedsvilkår og  uddannelsesreformer, skal Turistføreruddannelsen igen tilpasse sig og finde sine ben i nye institutionelle rammer. 
 
Men inden da, et stort tillykke til det sidste hold studerende vi sender afsted fra RUC. Det gør vi heldigvis til et erhverv, der er ved komme tilbage med fuld styrke efter nogle magre år med Corona. I skal nok få en flyvende start, for der er efterspørgsel på dygtige uddannede turistførere, og det vil der også være i fremtiden.  
 
Tak for mange gode år. Jane Widtfeldt Meged
 

Tag godt imod årets nye turistførere, som præsenterer sig selv her

Susanne Staal
Som nyuddannet dansktalende diplomuddannet guide på RUC, har jeg interesse for at formidle kunst, kultur og historiske oplevelser for danske turister. Det kan være busture, såvel som byture i hele Danmark. Lige nu er er jeg tilknyttet AOF, hvor jeg arrangerer ture omkring indre København og i mit lokalområde Dragør. Jeg ser med ægte guideglæde frem til at opfylde alsidige guideopgaver i fremtiden.
 
 Helle Mortensen
Min store interesse er kulturlandskabet. Særligt fokus på slotte og herregårde som er gået fra landbrug til i dag at være formidling af kultur og oplevelser. Jeg holder meget af at bevæge mig på stier gennem landskabet, enten gående eller på cykel i selskab med andre. Har en gang fløjet i luftballon og sikken en udsigt og stilhed, det var at se tingene fra den vinkel. En tur i en større by med at finde spændende historier i bygninger, snævre stræder og på museer, vækker min nysgerrighed. Særligt hvordan almindelige mennesker har sat deres spor i historien. Min interesse for at møde andre kulturer begyndte helt tilbage i min ungdom med pennevenner fra alle verdensdele. Det var på den tid breve blev skrevet i hånden og sendt i en kuvert med et frimærke på. Og det er ikke så mange år siden, historisk set. Jeg guider gerne på engelsk eller dansk. 
 
Anders Aaman Andersen
Jeg har en baggrund som skuespiller og har i de sidste 23 år spillet på både små og store scener i København. Netop livet som guide og skuespiller har mange ligeheder, så derfor var valget på uddannelsen oplagt. Jeg elsker at fortælle, formilde måske sågar synge for mine gæster og give dem en oplevelse, de husker. For mig er storytelling, humor og det lille ekstra altid noget jeg vægter højt på mine ture. Jeg har boet i København i 26 år og kender byen rigtig godt og kan derfor også vise de skæve og knap så kendte steder frem, for min gæster. Ved siden af guidelivet er jeg direktør og medstifter af Amagerrevyen som på 4. år spiller på Teater Play på Amager, hvor jeg også selv bor med min familie. Mit kæmpe netværk, som jeg har opbygget gennem årene, har vist sig at kunne åbne mange døre når jeg guider rundt. Jeg startede guidelivet op i sommeren 2022 og om gæsterne skal ledsages på en cykel, bus, segway eller sågar en løbetur, så stiller jeg mig gerne til rådighed.
 
Charlotte Albjerg
Jeg er sprogligt uddannet og er delvist opvokset i Afrika. Derudover har jeg boet i 19 år i Spanien. Igennem hele mit liv har jeg haft relationer til mennesker fra mange forskellige lande, så jeg har nemt ved at kommunikere med mennesker fra andre kulturer. Jeg kan guide på dansk, engelsk og spansk og kommunikerer problemfrit med nordmænd og svenskere. Det giver mig en personlig glæde at videreformidle min viden til andre mennesker og det er især historiske emner, der interesserer mig, specielt hvis der kan trækkes tråde fra historien frem til nutiden. Udenlandske gæster skal selvfølgelig også have fortællinger og forklaringer om det danske samfund og den danske kultur. Jeg guider gerne i København, men lige så gerne i resten af vores smukke land.
 

Tak for denne gang

”Vi kommer til at huske foråret 2023, som dengang vi mistede Irma, Store Bededag og Turistføreruddannelsen på RUC” sagde Paul Hartvigson i sin translokationstale til de nyuddannede turistførere.
 
Årets translokation d. 2 maj blev festlig med film, underholdning, taler og uddeling af diplomer.
 
Flag og blomster, skål og grin. Men vemodighedens ansigt kiggede også forbi, da det samtidig blev vores sidste arbejdsdag på RUC. Mine underviserkolleger gennem mange år, Paul Hartvigson og Henriette Brink, og jeg selv havde fået æren af at føre det sidste hold studerende frem til titler som diplomuddannede turistførere.
 
 Og sikke nogle år vi har haft….med studerende fra hele verden, der nu guider på spansk, japansk, kinesisk  osv. rundt omkring i Region Hovedstaden og resten af Danmark med det lille guidelogo på jakken. Vi har fået lov til at træne, guide, eksaminere og inspirere hundredvis af personligheder. Og sikke en fornøjelse at kunne følge den store personlige udvikling, der er fulgt med den enkelte via uddannelsen og videre ud i ”marken”. Vi hører endda flere tale om, at uddannelsen satte gang i en livsændrende kurs mod et udfordrende og meningsfuldt arbejdsliv.
At guide og skabe oplevelser er en profession, der kræver viden, faglighed, træning og guideglæde. Et håndværk og en passion. Derfor fortjener erhvervet også en uddannelse på et højt niveau, hvor man fortsat kan udvikle og uddanne kompetente guider, der er kendt som nogle af de bedste i Europa.
 
Når en dør lukker
Uddannelsen på RUC lukker, men vi brænder stadig af lyst og gå-på-mod til fortsat at uddanne professionelle guider.  Vi er allerede godt i gang med at finde et nyt “hjem” og nye samarbejdspartnere til vores guideuddannelse.  Vi går efter nye rammer, fleksibilitet og opdateret indhold, men samme høje standard som den uddannelse, vi kender på RUC.
Vi arbejder tæt sammen med Turistførerforeningen (guides.dk) om at udvikle en berigende og tidssvarende guideuddannelse. Er du interesseret i at følge med og høre nyt, når vi er klar med de nye tiltag, kan du skrive til formand@guides.dk og komme på listen over interesserede, der modtager nyhedsbrev.
Afslutningsvis skal der lyde en kæmpe stor og varm tak til alle jer, der gennem årene har fulgt uddannelsen, bidraget, inspireret, deltaget, bakket op og gjort det muligt at uddanne så mange, så godt, og så længe på Turistføreruddannelsen på RUC.
 
“Education is not the filling of a pail - but the lighting of a fire” William Butler Yeats
 
Med ønsket om en glad og blomstrende sæson for alle…. 
 
Fungerende uddannelsesleder Charlotte Emmery